Sam Raimis nerveflænsende debutfilm blev en over-night kultfavorit i 1981. ’The Evil Dead’ er en klassisk horror-historie om en gruppe unge collegestuderende, der overnatter i en afsidesliggende bjerghytte. I hytten finder de en bog, der indvier dem i den omkringliggende skovs dæmoniske kræfter. Den muntre stemning forsvinder gradvist som gruppen skilles af ikke-venligsindede kræfter. Filmen er i særlig grad blevet kendt for sin overdrevne, og til tider voldsomt komiske, anvendelse af special effects, og er stadig et absolut hovedværk inden for tidlig video-horror. 'The Evil Dead' havde voldsomme distributionskvaler i Europa, men efter at være blevet forbudt i England, som en del af den britiske censurs klapjagt på de såkaldte "video nasties", blev der for alvor efterspørgsel efter den på videomarkedet. Hér får du den på sprød 35mm strimmel.