Klovnen Pennywise er tilbage for at terrorisere byen, Derry, 27 år efter, at de syv venner fra Taberklubben bekæmpede ham. Nu er børn igen begyndt at forsvinde i byen. Mike samler derfor klubben, der ellers for længst er gået hvert til sit. Skadet af fortidens traumatiserende oplevelser, må de nu hver især stå ansigt til ansigt med deres værste frygt for én gang for alle at tilintetgøre Pennywise – der er endnu mere dødbringende end nogensinde før.
" Instruktør Andy Muschietti er tilbage med opfølgeren til ”It”, nemlig ”It: Del 2”, og det ser ud til at vi igen skal have flossede nerver. Muschietti har nemlig udtalt, at opfølgeren bliver mere skræmmende end den første film. I et interview fra The Tonight Show med Jessica Chastain, der spiller Beverly Marsh bakkede skuespilleren op om Muschiettis løfte og fortalte at filmen kommer til at indeholde en meget blodig scene: ”Der er i filmen en scene, som nogen på settet sagde, er den mest blodige, der nogensinde har været i en horror-film. Næste dag måtte jeg fjerne blod fra mine øjne.” Filmen får dansk biografpremiere den 5. september. "