I filmen 'Bachelorette' var der i high school kun hån og drillerier til overs for den halvkiksede Becky (Rebel Wilson). Derfor kommer det som lidt af et chok for hendes tre tidligere high school-kammerater Regan (Kirsten Dunst), Gena (Lizzy Caplan) og Katie (Isla Fisher), da det går op for dem, at hun skal giftes før dem… og at de skal være brudepiger til brylluppet. Gena og Katie er stadig singler, og Regan har uden held forsøgt at tvinge et frieri ud af sin kæreste. Beckys polterabend forløber heller ikke efter planen, og hendes tidligere bulimi bliver bragt på banen igen, ligesom den ellers frabedte stripper dukker op. Hvad værre er, formår brudepigerne at rive brudekjolen midt over. Nu begynder en vild jagt gennem natten for at fikse kjolen, for at blive ædru og for at redde den allersidste ære på pigernes vilde polterabend. Bryllupsfilm-genren rider på en bølge for tiden, og 'Bachelorette' er blot seneste skud på stammen. Humoren er dog i den mere grovkornede ende af skalaen og minder derfor mere om sidste års succesrige 'Bridesmaids' end om forgængere som 'Bride Wars' (2009) og '27 Dresses' (2008).