I 1984 udkom The Toxic Avenger, en lavbudget-kultfilm fra det amerikanske selskab Troma Entertainment. Filmen blev skabt af Lloyd Kaufman og Michael Herz og fik hurtigt status som et ikon inden for B-film og splatter-komedier. Den originale film følger den spinkle og mobbede rengøringsdreng Melvin, som efter et uheld i en tønde med giftigt affald muterer til et monstrøst, men heroisk væsen – kendt som Toxie. Bevæbnet med en moppe og en hang til overdreven vold bekæmper han kriminalitet og korruption i den fiktive by Tromaville. Filmen blev kendt for sin ekstreme vold, sorte humor og DIY-stil, og den affødte flere efterfølgere, en tegnefilmsserie og et brætspil. Nu, mere end 40 år senere, genopstår The Toxic Avenger i en moderne genindspilning instrueret af Macon Blair. Filmen har allerede gjort sig bemærket ved filmfestivaler og modtaget ros for sin groteske charme, skarpe satire og stjernespækkede rolleliste. D I genindspilningen følger vi Winston Gooze (spillet af Peter Dinklage), en deprimeret rengøringsmedhjælper, der lider af en dødelig sygdom og som bliver groft udnyttet af sin kyniske arbejdsgiver. Da han forsøger at tage hævn over det firma, der nægter at hjælpe ham med behandling, ender han med at blive dumpet i en sø af giftigt affald. Transformationen er brutal, men den giver ham nye kræfter – og et mildest talt deformt udseende. Under navnet The Toxic Avenger begynder Winston at bekæmpe uretfærdighed med moppen i hånden, imens han forsøger at beskytte sin unge stedsøn, Wade (Jacob Tremblay), og finde en ny mening med livet. Winston står dog over for stærke kræfter. Den korporative skurk Bob Garbinger (Kevin Bacon) står bag det firma, der har forårsaget talrige miljøkatastrofer og som har nægtet Winston behandling. Garbinger udnytter byens svageste og dækker over et stort netværk af kriminalitet og uetisk virksomhedsledelse. Hans bror, Fritz (Elijah Wood), leder en voldelig bande og er en stor trussel mod vores hovedperson. Sammen med den idealistiske journalist J.J. Doherty (Taylour Paige) forsøger Toxie at afsløre det korrumperede system og bekæmpe de kræfter, der truer både ham og hans stedsøn – noget, der udløser en kaskade af grotesk vold og slapstick humor. Filmen har desuden formået at tiltrække en imponerende besætning på rollelisten: Peter Dinklage bringer både patos og humor til rollen som Winston/Toxie, mens Kevin Bacon og Elijah Wood leverer veloplagte skurkeroller med stor karisma og komisk timing.