Mexicos narkokarteller har lagt baggrund til mange actionfilm, men ingen af dem ligner 'La Civil'. Her er den ufrivillige hovedrolle nemlig en desperat, midaldrende husmor. Cielos datter bliver kidnappet i første scene. Ingen er til at stole på, så hun begynder at infiltrere byens underverden med ét eneste mål: At få sin datter tilbage. Instruktør Teodora Ana Mihais baggrund som dokumentarist lader sig ikke skjule i hendes første spillefilm, hvor hvert eneste ultra-intenst øjeblik er forankret i den rå virkelighed, mens det labyrintiske plot veksler mellem slowburn-thriller og eksplosiv action.