Mania Akbaris egen krop er det primære medium og materiale i hendes og Douglas Whites rå og modige filmværk, som med en performativ og skulpturel materialitet dokumenterer - og reflekterer over - Akbaris oplevelse med brystkræft, og siden med graviditet. Akbari forbinder sin egen krop til Irans politiske historie, og undersøger begges traumer mens hun gennemlever sit sygdomsforløb. Ånden og modet fejler dog intet, og det gør viljen til at give det ubeskrivelige en meningsfuld form heller ikke. Liv, død, sprog, censur, oprør og den kunstneriske proces - det abstrakte bliver pludselig konkret over for livets mulige ophør, og et nyt livs begyndelse. Arbejdet med 'A Moon for My Father' blev påbegyndt få uger efter at Akbari og White først mødte hinanden, og vi er vidner til hvordan et både kunstnerisk og nært personligt forhold udvikler sig mellem dem undervejs. Et kompromisløst værk, der bliver hos én.