”Gud gav os hænder, så vi er nødt til at arbejde,” siger en af arbejderne i dokumentarfilmen MASKINER, der følger hverdagen på en gigantisk tekstilfabrik i en af Indiens fattigste provinser. I stedet for at være unødigt belærende eller pege fingre af landets trøstesløse kastesystem lader instruktør Rahul Jain maskinernes summen og arbejdernes monotone rytmik skabe deres egen fortælling. Ingen voice-over eller underlægningsmusik. Det gør MASKINER til en både poetisk og tankevækkende oplevelse. For mens det på den ene side er grumt at overvære en børnearbejder konstant falde i søvn og være tæt på at få fingrene i maskinen, er der samtidig en æstetisk skønhed i de pangfarvede tekstilers rejse gennem tandhjulene, næsten som en slags industriel musical. ”Hypnotisk” skriver The Guardians anmelder i avisens femstjernede anmeldelse. MASKINER er med i kapløbet om en Oscar for bedste dokumentarfilm ved uddelingen til februar næste år.