Sprudlende britisk komedie af John Jencks efter manuskript af Stephen Fry og Tom Hodgson baseret på en roman af Stephen Fry. Edward Lennox Wallace (Roger Allam) var engang i tidernes morgen fanden-i-voldsk, engageret og talentfuld poet med sprudlende energi. I dag er talentet blegnet og Wallace kan se sig selv reduceret til teaterkritiker. Efter at være gået over gevind ved en teaterforestilling bliver han fyret og vores historie tager sin begyndelse: På opfordring af sin guddatter, Jane, rejser han til Swafford Hall i Norfolk for at restituere sig hos sin barndomsven, lord Michael Logan (Matthew Modine). I sine breve hjem til Jane giver han gerne sit besyv med i forhold til de emner, der fortsat optager ham mest: kvinder, sex, poesi, kunst og den gode moral. Samtidig noterer han sig nogle begivenheder, der netop har fundet sted og kan rubriceres i kategorien 'små mirakler'. I bedste Agatha Christie-stil sætter han sig for at undersøge mysterierne nærmere. Det bringer ham på sporet af Logans søn, David (Tommy Knight), hvis evner forældrene ikke er sene til at få øje på. Omvendt har de næppe større kendskab til de metoder, den unge David benytter sig af. Roger Allam er kendt fra "The Lady in the Van" og "Mr. Holmes" og er tre-dobbelt Olivier prisvinder. Matthew Modine havde vel nok sine største rolle i 80'erne og 90'ernes film som "Hotel New Hampshire", "Birdy", "Full Metal Jacket" og "Livets skole" (The Browning Version). Modine er dog fortsat særdeles aktiv på film såvel som tv.