Instruktøren bag 120 SLAG I MINUTTET, Robin Campillo, tager os med på en personlig rejse til sit barndoms Madagaskar. DEN RØDE Ø er en nostalgisk, episk og rørende film om spirende bevidsthed, fantasi og et tabt paradis i sammenstødet mellem fransk kolonialisme og madagaskisk selvstændighed. I start 70’ernes Madagaskar oplever 10-årige Thomas den franske kolonialismes sidste krampetrækninger. Han bor med sine forældre og ældre brødre på en af de franske militærbaser i udlandet. Som ivrig læser af den frygtløse tegneserieheltinde, Fantômette, inspireres Thomas til at kaste et nysgerrigt og undersøgende blik på sine omgivelser. Gradvist får han brudt igennem overfladen på det umiddelbart bekymringsfrie liv som udlandsfranskmand, og hans øjne åbnes langsomt for en anden virkelighed. Filmen deltog i hovedkonkurrencen på San Sebastián International Film Festival.