EditJ'ai perdu mon corps (2019)

Musik, animation, virkeligheder, afskårne lemmer og store følelser smelter på overbevisende og overraskende vis sammen i årets måske allerbedste animationsfilm for voksne. Filmen vandt Critic Week’s Grand Prize i Cannes, og har siden vundet bade hoved- og publikumspris på verdens største animationfilmfestival i Annecy. Det er da også en ganske usædvanlig smuk, skæv og sjælfuld film, Clapin debuterer med, med en ro i sine scener og en dybde i karakterer, der minder om liveactionfilm. Historien følger to spor. I det ene forelsker pizzabuddet Naoufel, som mistede begge sine forældre og alle sine fremtidsdrømme i en ulykke, sig i Gabrielle, skønt han kun har talt med hende over en dørtelefon. I det andet flygter en afskåret hånd fra et laboratorium, fast besluttet på at finde sin krop igen. Begge zigzagger de gennem Paris, på hver deres farefulde færd i forsøget på at blive hele mennesker, og selv om vi snart fornemmer, at deres rejser vil mødes, er resultatet både overraskende og vildt poetisk. Det er film, der skal ses og sanses på det store lærred.