Reynolds Woodcock er kunstner, og hans kunst er kjoler. De pryder kongelige, adelige, filmstjerner og resten af det finere borgerskabs kvinder i 1950’ernes London – lejlighedsvis også fine gæster fra udlandet. Men her er det kjolen, der er værket. Selv er Reynolds en overbevist ungkarl, og der er bestandig udskiftning i hans muser, som alle må indordne sig under hans vaner og luner. Den eneste feminine konstant i hans liv er søsteren Cyril, der også er bestyrer for hans kjoleimperium… Da Reynolds tager på landet for at slippe for et ubehageligt drama og Cyril slipper af med hans seneste veninde, møder han den unge pige Alma, som serverer på det badehotel, hvor han nyder sin morgenmad, og inviterer hende på middag. Han inviterer hende også med hjem. Til at prøve kjoler. Til Reynolds overraskelse er Alma en viljestærk kvinde, der ikke lader sin kærlighed indordne under hans tilfældige luner. Instruktøren bag denne film, Paul Thomas Anderson, fortæller her en historie om fascination, forelskelse og besættelse med udgangspunkt i 1950’ernes haute couture i London. Som den dedikerede kjoleskaber Reynolds ses Daniel Day-Lewis (i hans andet samarbejde med Anderson), mens Lesley Manville spiller hans søster og Vicky Krieps den unge Alma.