EditPlaytime (1967)

Den franske komiker Jacques Tatis modernistiske filmvision er ofte blevet fortolket som en kritik af det moderne samfunds kulde og fremmedgørelse. Tatis alter ego, Monsieur Hulot, kastes som en datidens Mr. Bean ind i rum, han intuitivt ikke forstår, og der opstår dyb komik ud af glashuse, indgangsdøre, venterum, kubiske arbejdsmiljøer og messehaller. Men filmen kan samtidig ses som en hyldest til det moderne. I Tatis portræt af det moderne gemmer der sig en nysgerrighed over for storbyens særprægede lyde, trafikkens koreografi og kontorlandskabernes endeløse symmetri. Filmen tilbyder et nyt blik på det offentlige rums teater, hvor de mange komiske optrin ikke giver anledning til latter, men til små smil af dyb genkendelse.