Peter Grönlunds debut ’Tjuvheder’, som vandt hele fem Guldbagger, følges fornemt til dørs af ’Goliat’, hvor den sociale arv også hviler tungt over udkants-Sverige. Kimmies far Roland skal snart ind og afsone en fængselsstraf, og i Rolands fravær må Kimmie påtage sig rollen som familieforsørger og forvalter af faderens kriminelle forretninger. Det er ikke en opgave, han er parat til at løfte, men familiemønsteret er ikke sådan at bryde – og det fordrer mandighed og styrke til at vinde alle de slåskampe, som skæbnen bereder én. Debutfilmens giftige, mentale miljø og truende stemninger går igen her. Peter Grönlund er ganske enkelt fremragende til at kreere hårdfør realisme, hvor hver en fiber, hver replik og hvert blik vibrerer af nerve og autenticitet.