Hodja er en drømmer. En drømmer, som kommer på kant med sin fars noget mere realistiske tilgang til tilværelsen. Hodja vil ud at opleve verden, men hans far insisterer på, at Hodja bliver hjemme og fører skrædderforretningen videre. Hodja klager sin nød til geden Raya, hans bedste og eneste ven. Adskillige konflikter og misforståelser senere lykkes det dog alligevel Hodja at få sit eget ønske opfyldt, da han får tilbudt et flyvende tæppe af den gamle glemsomme tæppehandler El Faza mod, at han bringer hans lille barnebarn, Diamant, med tilbage til Pjort. El Faza kan ikke selv rejse til sultanens by, da den stormægtige hersker har nedkaldt en dødsdom over ham, fordi han har stjålet sultanens tæppe. Hodjas billede af den store by viser sig ret hurtigt at være anderledes end forventet, og undervejs løber han ind i Smaragd, en smart og fattig storbypige. Hun lærer ham en masse om at klare sig i den store verden, men bliver også skyld i at Hodja mister sit tæppe. Dertil kommer at Hodja har svært ved at fuldføre sin mission - at finde El Fazas lille barnebarn.