EditSystemsprenger (2019)

Hun er lille, men farlig. Ni-årige Benni skriger på kærlighed med en utæmmet vild energi, der er ved at få hele det diagnosticerende velfærdssamfund til at opgive hende. Men hvor svært kan det være at elske et barn? Det spørger Nora Fingscheidt om i sit tankevækkende og stærkt gribende drama. Selv det mest forstående behandlersystem har børn, der falder gennem maskerne. Eller river dem fra hinanden med deres utøjlede energi. Ni-årige Benni er en sådan ‘systemsprænger’, som børneforsorgen har svært ved at håndtere. Specialskoler, børnehjem, døgninstitutioner, plejefamilier – Benni har, sin unge alder til trods, været igennem det hele, og hun har for længst mistet sin tro på systemet, der holder hende fra det eneste, hun gerne vil: at bo sammen med sin mor. Men Bennis mor har ikke det overskud, det kræver at tage vare på en ni-årig pige, og slet ikke én som Benni. Hun er bange for sin egen datter, og hvert fejlslagent forsøg på genforening er et brudt løfte, der gør den oprørske og uregerlige Benni endnu mere aggressiv. Instruktør Nora Fingscheidt arbejdede på en dokumentar om udsatte kvinder, da hun første gang stødte på den uofficielle term ‘systemsprænger’. Termen dækker over de unge, der bliver opgivet af det ene behandlingstilbud efter det andet. Hun mødte blandt andet en 11-årige dreng, som havde været anbragt på 52 institutioner, og hendes research førte til portrættet af Benni i Fingscheidts første spillefilm. ‘System Crasher’ er således en film om et velfærdssamfund, der udsteder flere og flere diagnoser, behandlinger og medicineringer, mens der stadig i dets midte står en lille skrøbelig pige i sin lyserøde dunjakke og skriger på hjælp. Men det er også – og det er især – en film, der vil gøre os bevidste om denne lille pige, og derfor er ‘System Crasher’ på ganske radikal vis primært fortalt fra Bennis synsvinkel. Den bobler af hendes energi og fantasi, og den har trods sin tragiske fortælling en humor og en umiddelbarhed og en evne til at vende stemningen på en tallerken, når Benni af angst for svigt og mistro til sine omgivelser pludselig tyr til vold. Det er denne dobbelthed i portrættet, der for alvor gør en forskel og giver filmen sin styrke. Fingscheidt viser os et system uden onde viljer, hvor alle render panden mod strukturer, de ikke selv har skabt, og hvor pædagoger og psykologer forsøger at nå Bennis fortrolighed, mens de kæmper med en professionel distance, der både mulig- og umuliggør deres job. Men med loyaliteten lagt hos Benni gennemtrænger hun samtidig det psykologiske studie og efterlader os med et vibrerende, levende og emotionelt stykke filmkunst, der er lige så følelsesmæssigt vedkommende, som det er rationelt tankevækkende. Og fuldstændig blændende spillet i øvrigt af den blot 10-årige Helena Zengel i hovedrollen.