Meghan Eckmans debutdokumentar skildrer livet på en lille parkeringsplads, klemt inde mellem værtshuse og jernbaneskinner i Charlottesville, Virginia. Ecman bringer interviews med nuværende og tidligere ansatte og følger parkeringsvagterne i aktion, når de sidder i deres faldefærdige skur og leverer lænestolsfilosofi eller er i kontakt med kunderne. De udgør et excentrisk broderskab af kunstnere, musikere og antropologi- og sociologi-studerende fra det nærliggende Virginia University. Deres statements om kunder, bilkultur, kapitalismen og den amerikanske drøm er gennemstrømmet af vid og humor.